Til 2024 Menu
Johannes Åbenbaring 11
af Rick Joyner
Jeg har søgt at lægge et grundlag for vores studium af Johannes Åbenbaring, som vi vil fortsætte med at gå ii dybden i 2025. Det er dog sædvanligt at bruge Ugens Ord i slutningen af året til at opsummere det forgangne år og se nærmere på det kommende år.
Som det har været tilfældet hvert år siden 2014, har jeg oplevet, at 2024 er mit bedste år endnu. (Siden et personligt møde, jeg havde med Herren i 2014, er hvert år blevet bedre!) Grunden til dette er, siden det år, har min største hengivenhed været at komme tættere på Herren og at holde dette som mit primære formål hver dag. Vi får at vide i Salme 16:11, at i hans nærhed er "glædens fylde." Jeg har haft mange succeser i livet – og mange fiaskoer – men alle oplevelserne i dette liv er begyndt at virke det samme, da jeg har lært at blive mere i ham. Hvordan?
Jeg har lært i disse femoghalvfjerds år, at de værste fiaskoer forbereder os på endnu større succeser. Også, hvis vi virkelig lever for Herren – forbliver i ham – er de største succeser fra, af og for ham. Det er en gave fra Gud, hvis vi var vant til at hjælpe med at skabe dem, så det er rigtigt, at vi tillægger ham alt. Vi kan og bør nyde succeser, men vi kan og bør få mere tilfredsstillelse ud af hans glæde end vores egen.
Det er Herrens glæde, ikke vores glæde, der er vores styrke. Hvis vi vandrer i tro, ved vi, at enhver fiasko eller nederlag kun er et skridt i de fremskridt, vi gør mod en større sejr. Så vi bør også glæde os over alle disse. Jeg har nu levet længe nok til at se mine fiaskoer og nederlag blive til sejre. Men få af disse kan ses eller forstås af dem, der har et jordisk perspektiv.
For eksempel sagde Herren før sin korsfæstelse: "denne verdens fyrste bliver kastet ud," hvilket betyder satan (se Joh 12:31). Alle, der ikke havde et himmelsk, evigt perspektiv, troede, at Jesus var den, der blev kastet ud ved at blive henrettet. Det, der lignede det ondes ultimative sejr over det gode, var faktisk det godes største triumf over det onde. Har vi øjne til at se dette? Så skal vi også være i stand til at opfatte de sande sejre i vores eget liv, som ofte ser ud til det naturlige sind som nederlag.
Hvor mærkeligt det end kan virke, er både sejre og fiaskoer de samme for dem i Kristus, fordi de alle fører til korset og den ultimative sejr for sande Kristi tilhængere. De er alle trin på vejen til den ultimative skæbne – at være i ham, der aldrig har tabt en kamp! Det handler ikke om vores sejre og nederlag; det handler om Hans. Hvis vi lever for ham og ikke os selv, vil det altid handle om ham.
Apostelen Paulus skrev om at være tilfreds, uanset om han var overflod eller fornedret. De, der er modne i ham, vil holde hovedet lige, uanset hvilke ydre forhold der måtte være. Så længe vi er i denne verden, er det svært ikke at tænke for meget på sejre eller nederlag, men jo mere fuldt ud vi ser korsets sejr, jo mindre bliver alle ting jordisk og midlertidigt.
Apostlen Paulus bad om at blive formet efter Herrens død, og han døde næsten præcis som Herren. Herren døde med alle de mennesker, han havde investeret så meget i at have forrådt ham, nægtet at kende ham og spredt fra ham, når han havde mest brug for sine venner. Paulus døde også på denne måde. Ved hans afslutning vendte stort set alle de kirker og mennesker, som han brugte hele sit liv på at tjene, imod ham. Kun et par af hans nærmeste venner stod med ham til det sidste.
Paulus troede sandsynligvis, da han skulle henrettes, at han var en total fiasko. Han har måske troet, at det at ofre en familie og at udholde alle forfølgelser og lidelser for at tjene kirken kun havde resulteret i, at de afviste ham, og at de fleste af dem blev ført bort til frafald. Burde denne store apostel ikke være død med skarer, der tog sig af ham med deres kærlighed og hengivenhed? Men han døde næsten alene og forladt af alle, ligesom Jesus gjorde. Hvad kaldte Paulus denne tilsyneladende ultimative fiasko? Han kaldte det "øjeblikkelig, let lidelse" (se 2 Kor. 4:17-18). Hvorfor? Fordi han så fra evighedens perspektiv.
Paulus levede ikke for det, han fik i dette liv. Fordi evigheden var i hans hjerte, har han måske glemt de breve, han havde skrevet til nogle af kirkerne og medarbejdere. Men fordi han var så fuld af hengivenhed til evigheden, ikke til det midlertidige, består disse breve den dag i dag. Gennem dem opnår Paulus sandsynligvis stadig flere belønninger for sit evige liv end alle de prædikanter, der lever tilsammen i dag.
Hvis vi virkelig sidder sammen med Kristus i de himmelske steder, kan vi stadig vandre på denne jord, men vi allerede oplever himlen. Det er der, vores skat ligger. Når man ved dette, er det svært at betragte selv de største trængsler på jorden som meget vigtige. Det er den ultimative sejr, Jesu kors, der i høj grad overskygger alt andet i dette liv.
Til 51
OP